Hvem anbefaler mig?

Efter min studentereksamen fra Viborg Katedralskole modtog jeg ud over topkarakterer (mit gennemsnit blev 11,0) anbefalinger fra en række af stedets lektorer. Herunder gengives anbefalinger fra mine lektorer i dansk og tysk.

Hent eksamensbeviset i .jpg-format

Claus Dithmer, lektor i dansk

"Undertegnede har fra 2006-09 undervist Isak Lai Krab Koed i dansk (stx) på Viborg Katedralskole.

Isak har igennem alle tre gymnasieår været en særdeles motiveret og dygtig elev. Han har i undervisningen fint udnyttet den brede og dybe litterære baggrundsviden, som han har tilegnet sig gennem læsning af dansk og udenlandsk skønlitteratur i sin fritid. Samtidig er Isak meget velorienteret om politik, filosofi, historie, religion og aktuelle samfundsforhold.

Isak læser tekster med skarp analytisk sans, hvad enten det gælder indhold og udsagn eller teksternes sproglige og stilistiske udformning. Han har et fint blik for relevante sammenhænge og perspektiver – og mister ikke overblikket. Han ser samtidig tekster – fiktive som ikke-fiktive – også som kommunikation, der er præget af kommunikationssituationen og forholdet mellem en afsender og en modtager.

Isaks fornemmelse for og anvendelse af det danske sprog er højt udviklet. Han spotter hurtigt og sikkert sproglige fejl, uheldige formuleringer og sproglige klicheer. Selv skriver han et smukt og nuanceret dansk, der samtidig er særdeles korrekt og sikkert. Han har god sans for forskellige sproglige stillejer og valget af den udtryksform, der passer til situationen. Også mundtligt er Isak meget velformuleret.

Som lærer har jeg oplevet Isak som en venlig, åben og konstruktiv person, der samtidig forstår at give udtryk for sine holdninger og meninger."

Hent anbefalingen i .doc-format

Jacob Skjoldå, lektor i tysk

"Isak Krab Koed blev student fra Viborg Katedralskole i sommeren 2009. Jeg har undervist ham i tysk (A-niveau) fra midten af 2.g til og med studentereksamen i 3.g.

Isak opnåede eksamenskarakteren 12 i mundtlig tysk og har ligeledes i skriftlig tysk demonstreret stort overskud og overbevisende sproglige evner.

Isak er omhyggelig med de opgaver, han bliver stillet, og han springer sjældent over, hvor gærdet er lavest, når det gælder om at finde den rette sproglige nuancering på tysk. Desuden er hans grammatiske og syntaktiske overblik stort.

Jeg medgiver ham mine bedste anbefalinger."

Hent anbefalingen i .doc-format