Hvad er KrabKorrekt?
KrabKorrekt er et korrekturlæsningsbureau, der læser korrektur for virksomheder, privatpersoner og foreninger.
KrabKorrekt læser korrektur på dansksprogede tekster, men har ligeledes et glimrende kendskab til såvel engelsk som tysk (samt basale franskkundskaber). Det sikrer, at også fremmedord kommer under luppen og rettes ned til mindste detalje.
Hvem står bag?
Mit navn er Isak Krab Koed, og jeg er overskarpretter i KrabKorrekt, som jeg etablerede i 2009 efter min studentereksamen fra Viborg Katedralskole. For øjeblikket studerer jeg Statskundskab på Aarhus Universitet.
Min interesse for sprog begyndte øjeblikkelig, da jeg lærte at læse og skrive, og har varet ved siden da. Jeg er med andre ord et læsende menneske, litteraturelsker par excellence. Jeg læser alt, mest dog dansk og engelsk skøn- og faglitteratur, biografier og lignende om politiske emner. Selv skriver jeg digte og noveller, om end det for nuværende blot er en fritidsbeskæftigelse.
Personligt tilstræber jeg et præcist og korrekt dansk, der følger Dansk Sprognævns anbefalinger (med grammatisk komma), men jeg er velbevandret udi såvel nyt komma som mere afslappede sproglige konstruktioner.
Jeg forstår grammatisk akkuratesse som fundamentet for al kommunikation, også den mere uformelle og momentane, idet de sproglige eksperimenter, der opstår i sådanne kommunikationssituationer, ikke fungerer uden et grundlæggende kendskab til sprogets opbygning.
Det ligger mig ligeledes meget på sinde at gennemlæse skriftlige arbejder med særskilt henblik på at identificere sjuske- og slåfejl. Disse fejl er nemlig mindst lige så irriterende at se på for læseren som grammatiske fejl i al almindelighed.
Hvad ellers?
Ud over studierne og korrekturlæsningen i KrabKorrekt får jeg tiden til at gå som selvlært webdesigner i webbureauet Magis og med politisk engagement i Venstres Ungdom, hvor jeg beklæder en række tillidsposter. Se også gerne min politiske weblog, Krablog, med regelmæssige kommentarer til politik og samfund.
Manden bag

Stud.scient.pol. Isak Krab Koed
Kom hurtigt i gang
Skriv til kontakt@krabkorrekt.dk med din opgave og få et godt tilbud med det samme.